Securitymedarbejder til Checkpoint Nord
Vil du være en del af Billund Lufthavn, hvor vi hver dag arbejder dedikeret for at sikre høj sikkerhed og god service?
På grund af øget aktivitetsniveau i Securityafdelingen søger vi flere medarbejdere til Checkpoint Nord.
Som securitymedarbejder i Checkpoint Nord får du en varieret hverdag med mange forskellige opgaver og en bred kontaktflade på tværs af hele lufthavnen. I jobbet vil du servicere både kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver
Arbejdet har fokus på kontrol, overvågning og fysisk arbejde, herunder:
- Sikkerhedskontrol af personale, køretøjer, bagage, leverancer og våben
- Overvågning af sikkerhedszoner ved fragtfly
- Følge- og overvågningsopgaver
- Runderinger på lufthavnens områder
- Koordinering af bemanding ved ændringer i dagens fragtaktiviteter
- Løsning af forskellige ad hoc-opgaver
En del af arbejdet foregår udendørs, og du skal derfor være indstillet på at arbejde i al slags vejr. Arbejdstøj stilles naturligvis til rådighed.
Vi forventer, at du
Som securitymedarbejder tager du ansvar for, at sikkerheden altid kommer i første række, samtidig med at du er observant, imødekommende og nærværende.
Præcision er et nøgleord for dig, og du er god til at prioritere dine opgaver og bevare overblikket, også når der er travlt.
Du trives med at arbejde og kommunikere med mennesker, men er også komfortabel med perioder, hvor du arbejder selvstændigt og til tider kan være alene på vagten.
Derudover forventer vi, at du:
- Har gode kommunikationsevner på dansk og engelsk
- Har IT-kendskab på brugerniveau
Uddannelse
Stillingen kræver ikke en specifik uddannelsesbaggrund. Vi sørger for, at du bliver grundigt oplært i jobbet.
Du begynder din ansættelse med 3 ugers intern uddannelse i Billund Lufthavn, efterfulgt af sidemandsoplæring. Oplæringen foregår først på Checkstedet og herefter i Checkpoint Nord.
Arbejdstid
Checkpoint Nord er bemandet døgnet rundt hele året. Arbejdet ligger derfor oftest uden for almindelig arbejdstid, og du skal være indstillet på at arbejde enten meget tidligt om morgenen, sent om aftenen og/eller om natten – samt i weekender og på helligdage.
Ansættelsesvilkår
Vi tilbyder som udgangspunkt fuldtidsstillinger med weekendvagt hver anden weekend, men der er mulighed for deltid efter aftale. Arbejdstiden varierer, så du typisk arbejder flere timer i uger med weekendvagt og færre i uger uden.
På grund af behandlingstiden for PET-godkendelse (op til 8 uger) forventes endelig ansættelsesstart 01-10-2026.
Særlige krav
For at kunne blive ansat skal du:
- Kunne fremvise ren straffeattest
- Kunne sikkerhedsgodkendes (PET)
- Bestå en farveblindhedstest
- Have gyldigt kørekort (kategori B)
Securityafdelingen
Security består af tre områder: Passagertjek, Checkpoint Nord og Hovedvagten. Samlet arbejder omkring 130 medarbejdere med at sikre en tryg og sikker drift i lufthavnen.
Interesseret?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte driftsleder Henrik Brøchner på mail: hbr@bll.dk. Bemærk, at ansøgninger ikke modtages via mail.
Ansøgningsfrist: 10-05-2026
Samtaler: Afholdes i uge 21 som en jobdag med fælles introduktion og efterfølgende individuelle samtaler.
Ved ansøgning skal dit CV indeholde en detaljeret oversigt over dine aktiviteter de seneste 10 år, angivet med dag, måned og år.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Billund Lufthavn
Vi skaber let adgang til og fra verden med direkte flyvninger til mere end 100 destinationer. Ni ud af ti af vores passagerer rejser til og fra udlandet, hvorfor vi med rette kan kalde os Vestdanmarks internationale lufthavn. Vi vil gøre det til en oplevelse at bruge Billund Airport. Det kræver, at vores engagerede og kompetente medarbejdere hver dag arbejder på at skabe de bedste rammer for vores passagerer. Det sikrer vi blandt andet ved at skabe optimale betingelser for flyselskaberne, charteroperatørerne og godstransportørerne, der skal levere ruterne til: Billund Airport - verden direkte.